
Når du skal til praktisk køreprøve, starter det hele ikke med at dreje nøglen og køre ud i trafikken. Før du overhovedet får lov til at sætte bilen i gear, skal du igennem de tekniske spørgsmål. For mange unge virker de tekniske spørgsmål til køreprøven som den lidt tørre del af prøven. Men i virkeligheden er det her, du viser, at du forstår bilen og ikke bare kan køre den.
Hvordan foregår den tekniske del af køreprøven?
Som det første, vil du typisk få et par tekniske spørgsmål om bilen fra den sagkyndige. Det handler ikke om at fange dig i fejl, men om at sikre, at du ved, hvordan bilen virker, og hvordan du kontrollerer, at den er sikker at køre med.
Mange unge tror, at de skal kunne forklare bilen som en mekaniker. Det er ikke tilfældet. Den prøvesagkyndige vil som regel kun stille 2-3 spørgsmål, som viser, at du forstår bilen. Spørgsmålene kan være forskellige fra bil til bil, men temaerne plejer at være de samme: betjeningsudstyr, styretøj, lygter, bremser, dæk og motorrum. Den prøvesagkyndige kan for eksempel pege på en del af bilen og bede dig forklare, hvad det er, eller hvordan du tjekker, om det virker som det skal.
Hvis spørgsmålene bliver besvaret fornuftigt og korrekt, går man videre til selve kørslen. Det betyder, at de tekniske spørgsmål faktisk fungerer som en slags adgangsbillet til resten af prøven. Du skal vise, at du har styr på bilens grundlæggende sikkerhed og funktion, før du får lov til at bevise, at du kan køre.
Disse tekniske ting skal du vide ved køreprøven
Den grundlæggende viden om bilen, du skal kunne er:
Betjeningsudstyr
Den grundlæggende viden om bilen, du skal kunne til køreprøven, omfatter bilens vigtigste betjeningsudstyr og funktioner. Du skal kunne udpege dem, forklare deres formål og vise, hvordan de bruges korrekt.
Det gælder blandt andet:
- Kobling
- Speeder
- Bremsepedal
- Gearstang
- Håndbremse eller elektronisk parkeringsbremse
- Rat og ratlås
- Hvordan bilen startes
- Aktivering af vinduesviskere
- Horn
- Indstilling af spejle
- Betjening af varme- og ventilationsanlæg
- Lygter, herunder hvordan og hvornår de tændes. Du skal kunne vise, at nærlys, fjernlys, blinklygter, positionslys og stoplygter virker, og at deres farver og lysstyrke er korrekte.
Formålet er, at du demonstrerer, at du kan betjene bilen sikkert og har styr på de funktioner, der er nødvendige for en ansvarlig kørsel.
Styretøj
Et af de klassiske tekniske spørgsmål til køreprøven handler om styretøjet. Her vil prøvesagkyndige gerne høre, om du ved, hvad styringen gør, og om den reagerer, som den skal. I en bil med servostyring skal styret føles let, sikkert og hurtigt at betjene, og der må ikke være unødig forsinkelse eller “slør” i rattet, så hjulene reagerer langsomt.
Sådan kontrollerer du det
Når du kontrollerer det, skal du typisk starte motoren, dreje på rattet med små bevægelser og se, om forhjulene straks følger disse bevægelser. Det viser, at systemet fungerer korrekt.
Bremser
Et andet vigtigt emne under tekniske spørgsmål køreprøve er bremserne. De skal være i orden, sikre og effektive. Det kontrolleres ved, at du forklarer, hvordan du tester fodbremsen og parkeringsbremsen.
Sådan kontrollerer du det
For eksempel skal bremsepedalen ikke kunne trædes i bund, når du trykker hårdt, og den må ikke synke, når du holder den nede. Hvis bilen har vakuumforstærker, kan du forklare, hvordan den kontrolleres ved at pumpe pedalen et par gange med motoren slukket og derefter starte motoren.
Dæk, fælge og støddæmper
Dine tekniske spørgsmål til køreprøve kan også involvere bilens dæk og støddæmpere. Dækkene skal have tilstrækkelig mønsterdybde, mindst 1,6 mm, og de skal være ubeskadigede. Det er med til at sikre ordentlig vejkontakt og stabilitet, især i regnvejr.
Sådan kontrollerer du det
Først kigger du på mønsteret. Du kan måle det med en dækmåler, men mange dæk har også slidindikatorer indbygget i mønsteret. Hvis mønsteret er slidt ned til indikatoren, er dækket for slidt og skal skiftes. Dernæst vurderer du selve dækket. Du skal sikre dig, at der ikke er synlige skader som revner, buler eller skæreskader i gummiet. Der må heller ikke sidde søm eller andre genstande fast i dækket.
Støddæmperne tjekkes ved at trykke hårdt på bilen over hvert hjul. Hvis støddæmperne virker, skal bilen straks falde til ro efter at du har påvirket den.
Motorrum
Mange får spørgsmål om motor og væskestand under kølerhjelmen. Her skal du kunne svare på:
- Motorolie: hvor den påfyldes, og hvordan du måler oliestanden
- Kølervæske: hvor beholderen sidder, og hvordan du sikrer, at niveauet er inden for markeringerne
- Bremsevæske: hvor den påfyldes, og hvordan du kontrollerer, at der er tilstrækkeligt væske i systemet
- Sprinklervæske: hvor den fyldes på, og hvordan du sikrer, at der er nok til brug under kørsel
- Servovæske: hvor den påfyldes, og hvordan du tjekker, at væskeniveauet er tilstrækkeligt
- Udstødningssystem: Motoren må ikke udvikle unødig røg eller støj, og udstødningssystemet skal være korrekt fastgjort og tæt.
Undgå den klassiske nervøsitetsfejl
Vi kan berolige dig med, at de tekniske spørgsmål ved køreprøven ikke er der, hvor flest dumper. Hvis du er nervøs for den del, kan det dog påvirke, hvordan du klarer det. For nogle kan det være en presset situation, hvor ordene forsvinder, selvom man egentlig godt ved det hele. Her kan det være en god hjælp, hvis du skaber en struktur, så du bedre kan huske det hele. Tænk derfor i faste rækkefølger.
- Forklar først, hvad du kigger på
- Derefter hvordan du kontrollerer det
- Til sidst forklarer du, hvorfor det er vigtigt
Uanset om du bliver spurgt ind til støddæmpere, sprinklervæske, bremsevæske, udstødning, ratslør eller bremseforstærker, kan du med fordel tænke i ovenstående tre steps.
