
At have dumpet køreprøve én gang er frustrerende. At have dumpet køreprøve flere gange kan føles som et nederlag, der sætter sig i kroppen. Måske begynder du at tvivle på dig selv. Måske tænker du, at “det bare ikke er for mig”.
Men hvis du har dumpet køreprøve flere gange, handler det sjældent om, at du ikke kan køre bil. Ofte handler det om mønstre, nervøsitet og situationer, der bliver uoverskuelige. Heldigvis kan det brydes.
Hvorfor har du dumpet køreprøven flere gange?
Det er vores erfaring, at mange elever, der har dumpet en køreprøve flere gange, ikke laver fejl, fordi de mangler viden. De kender reglerne. Vi tilmelder nemlig ikke elever, før vi har vurderet, at de er klar til prøven. Eleverne ved godt, at man skal orientere sig, bremse for rødt og holde afstand osv. Problemet opstår typisk i pressede situationer, og eleverne mister overblikket eller glemmer de basale ting som spejl, spejl, skulder. Har man dumpet køreprøven flere gange, kan det sætte sig i en. Derfor er det vigtigt at identificere, hvad der er sket under de dumpede køreprøver for at kunne rette op på det.
Er det:
- Nervøsitet?
- Frygten for at fejle?
- Frygt for at blive bedømt?
- Frygten for at ramme en cyklist?
- Stress over at have biler bag dig?
- Uoverskueligt med komplekse situationer i trafikken?
- Tanker om tidligere dumpninger?
Først når du kender triggeren, kan du ændre reaktionen.
Når nervøsitet får dig til at dumpe køreprøve
En dumpet køreprøve sætter sig mentalt. To eller tre dumpede prøver kan gøre prøvesituationen til noget, du frygter, allerede før du sætter dig i bilen.
Problemet er, at nervøsitet forværrer de fejl, du prøver at undgå, og voldsomme reaktioner på grund af nervøsitet eller frygt, kan være farligt på vejene og koste dyrt i form af flere køreprøver. At bryde mønsteret handler sjældent kun om teknik. Det handler om at træne ro.
Bryd mønsteret efter dumpet køreprøve
Et mønster brydes ikke ved at gøre det samme igen med mere pres. Det brydes ved at ændre tilgang. Start derfor med at acceptere situationen. Du har dumpet køreprøve. Det er en del af processen. Det siger ikke noget om din intelligens eller din fremtid som bilist. Dit fokus skal derfor flyttes fra “jeg må ikke dumpe igen” til “jeg skal bevare roen og overblikket”.
Du skal derfor arbejde struktureret. Tal med din kørelærer om, hvilke situationer der går galt, om du mister orienteringen, eller om du reagerer for hurtigt, for langsomt eller uhensigtsmæssigt, når en situation bliver presset.
Derudover skal du tilbage i skolevognen. Her vil kørelæreren hjælpe dig med at træne overblikket. Det kan f.eks. være ved at gennemgå præcis, hvorfor du dumpede sidst, øve de samme typer kryds igen og igen og tale situationen igennem, indtil de føles velkendte for dig. Når noget bliver genkendeligt, falder stressniveauet, og du kan opbygge den nødvendige ro til den praktiske køreprøve.
Mange fejl handler om manglende forudseenhed. At være et skridt foran. At tænke: “Hvad kan ske her?” før det sker. Når du begynder at forudse situationer, falder stressniveauet indeni dig, selvom trafikken kører videre, og du har bedre forudsætninger for at bestå køreprøven.
Fra dumpet køreprøve til bestået
Det kan føles, som om alle andre består første gang. Men det er langt fra alle, der gør det. Nye tal fra Færdselsstyrelsen viser, at det kun er omkring 50% af køreprøverne i Københavnsområdet, det er bestået.
Det er vores erfaring, at dem, der dumper, bliver ikke dårligere bilister af det. Tværtimod kan en dumpet køreprøve gøre dig mere opmærksom. Du ved nu, hvor du er sårbar. Du ved, hvilke situationer der udfordrer dig. Brug det aktivt.
Se næste prøve som en ny situation, ikke som en fortsættelse af de tidligere. Du skal ikke “bevise noget”. Du skal vise, at du kan køre sikkert, roligt og med overblik.
Og husk: De fleste, der har dumpet køreprøve flere gange, består til sidst.
